Det gode hverdagsliv

I Sæby er der noget i luften. De, der har boet her længe, tager det måske for givet. Men kommer du udefra, vil du uden tvivl bemærke, at du trækker vejret mere frit. Luften er frisk og efterlader en næsten umærkelig saltsmag på tungen.

Når du kommer hjem til Strandager efter en travl arbejdsdag, kan du på få minutters gang stå på stranden og kigge ud over havet, mens du nyder den friske vind i ansigtet og lyden af bølgerne, der slår ind mod kysten. Tag en dyb indånding helt ned i lungerne, pust langsomt ud, og mærk roen sænke sig over dig.

Tæt på indkøb

Sæby har et stort antal specialbutikker og dagligvarekæder – det er her, de lokale og folk fra oplandet handler, og derfor er udvalget stort.

På torvet og i gågaden ligger specialbutikkerne side om side og tilbyder blandt andet slagtervarer, frisk fisk, lækker kaffe og chokolade, interiør, isenkram, sportstøj, modetøj og meget mere. Ikke langt fra torvet finder du mange af de store supermarkedskæder, hvor du kan få klaret ugens indkøb hos blandt andre SuperBrugsen, Fakta, Rema 1000, Lidl og Meny, ligesom der også er flere mindre købmænd.

I Sæby behøver du således ikke kun handle ét sted, men har alle muligheder.

Et aktivt foreningsliv

Et liv i Sæby er et aktivt liv for hele familien. Her er der ingen undskyldninger for ikke at få frisk luft eller motion – faktisk får du svært ved at lade være. Udendørs danner naturen nogle fantastiske rammer for gåture, løb og cykling, ligesom byen også har både golfklub, roklub og sejlklub.

Foruden en udendørs tennisbane har Sæbygaard Skov både løberuter og mountainbikespor, og de lange, stejle bakker i oplandet mellem Sæby og Frederikshavn er en god udfordring, hvis du kører racercykel.

Sidst, men ikke mindst, har Sæby en lang række idrætsforeninger og -klubber, fitnesscentre og svømmehal med tilbud til både far, mor og børn. Inde og ude. Året rundt.

Mountainbikere i skoven

Kontakt
Ejendomscentret
Frederikshavn Kommune
Fasanvej 1
9900 Frederikshavn
Tlf. 98 45 50 00
Grunde@frederikshavn.dk

Frederikshavn Kommunes logo